Ukraine280425
Trump får sin deal,
Putin sin sejr
og Ukraine svigtes
De europæiske lande står over for deres styrkeprøve i denne uge, hvor Trump afgør, om han vil forhandle en fred hjem. I hvor høj grad kan og vil europæerne agere som stormagt?
28.04.2025
Hugo Gaarden
”Det er ikke vores krig,” sagde præsident Donald Trump for nylig om krigen i Ukraine. Han har forsøgt at fremstå som verdens bedste deal-maker ved at skabe fred i Ukraine inden for 24 timer, men nu er han tæt ved at kaste håndklædet i ringen. Udenrigsminister Marco Rubio sagde søndag, at Trump i denne uge vil beslutte, om han vil fortsætte sine bestræbelser eller ”walk away”.
Uanset hvad Trump beslutter, så bliver Ukraine ladt i stikken. Det bliver europæerne, der må sikre Ukraines fremtid. Efter to måneders forhandlinger er det muligt at drage følgende konklusion:
Trump får sin deal, og Vladimir Putin sejrer, mens Ukraine svigtes.
En deal for Trump handler ikke om fred for Ukraine men om at afslutte krigen, og det vil Trump udråbe som en sejr for ham. Han vil med sikkerhed normalisere forholdet til Rusland med handel og investeringer.
Putin sejrer, for han har fået grønt lys fra Trump til at beholde det østlige Ukraine, han har erobret, og Trump vil officielt anerkende Krim, som Putin overtog i 2014. Putin kan standse krigen énsidigt eller ved en formel våbenhvile med Ukraines præsident, Volodimir Zelenskyj, i form af en midlertidig aftale eller en fastfrysning af våbenhvilen med en ny grænse som i Korea. Med Putin får Ukraine aldrig en endelig fred.
Ukraine har tøvende erkendt, at det må afstå det erobrede område, i hvert fald midlertidigt. Derfor vil Ukraine under ingen omstændigheder gå med det en formel og endelig afståelse af hverken Krim eller øst-provinserne. Dét alene kan betyde, at der ikke bliver en formel fredsaftale.
Russerne står så stærkt ved fronten, så det er umuligt for Ukraine at bryde igennem og generobre det tabte land. Det kan i givet fald kun ske ved en politisk aftale om mange år, som da Sovjetunionen trak sig tilbage fra Østtyskland, så Tyskland kunne blive genforenet.
Ukraine svigtes, fordi USA opgiver den støtte, som præsident Joe Biden lovede i 2022, selv om Biden aldrig sagde, at Ukraine kunne få det tabte land eller Krim tilbage. Ukraine svigtes af både USA og Europa, fordi de vestlige lande ikke turde give Putin et ultimatum, da hans tropper stod opmarcheret ved grænsen inden 2022, og de turde ikke gå i krig mod Putin for at tvinge ham ud af Ukraine, fordi de var bange for atomkrig. Ukraine svigtes af Trump, fordi han hævdede, at han kunne skabe lynhurtig fred, og fordi Trump ignorerer Ukraines krav og har skiftet side til Putin, især ved at sige, at Ukraine ikke kan blive medlem af NATO.
De forhandlinger, som Trump og hans folk førte med Putin og russerne, var amatøragtige som næppe set i historien. Trump har kun haft én telefonsamtale med Putin, og hans topforhandler Steve Wittkof har haft fire møder med Putin. Wittkof, som Trump personligt kender fra ejendomsbranchen i New York, har ikke nogen som helst udenrigs- og sikkerhedspolitisk erfaring, og han har også haft ansvaret for Gaza og atomaftalen med Iran. Hans formåen er en ynk i sammenligning med stordiplomaten Henry Kissinger, der i uger og måneder kunne føre intense forhandlinger i Mellemøsten og Vietnam, og som skabte imponerende resultater.
Trump har på sin storskrydende facon sagt, at Putin har givet én indrømmelse: At han ikke vil erobre hele Ukraine, underforstået, at det skyldes Trump. Men Rusland har aldrig været i stand til at erobre og fastholde hele Ukraine. Derimod forsøgte Putin ved krigens start at lave et lynangreb fra Belarus mod Kiev for at vælte Zelenskyj og for at få indsat en russisk venlig regering. Det er stadig hans mål.
Det tragiske er, at Putin har fået det, han altid er gået efter, og som han stort set kunne få ved forhandlinger: De østlige provinser samt Krim. Det var der i flere år forhandlinger om mellem Ukraine og Rusland, bistået af Tyskland og Frankrig. Både Rusland og Ukraine spændte ben for en aftale, og Tyskland og Frankrig var for svage. I mellemtiden tog Putin halvøen Krim.
Nøgternt set var der fornuft i at forhandle om selvstyre i Østukraine med mange russisktalende, ligesom en afståelse af Krim kunne sikre en permanent løsning mellem de to lande. Krim har historisk betydning for Rusland med den russiske flådebase i Sevastopol og med en stor russisk befolkning. Men overtagelsen var i strid med internationale aftaler. Det affandt Barack Obama-regeringen og de europæiske lande sig med. De reagerede kun med milde sanktioner mod Rusland.
Dermed viste Vesten svaghed over for Putin, der systematisk i årevis styrkede sin magt og sin beslutning om at standse NATO´s udvidelse af NATO, ligesom han ville genskabe noget af det russiske imperium. Det ignorerede Vesten.
Uanset den diplomatiske og militære afklaring i Ukraine får Ukraine brug garantier i form af en vestlig militær opbakning, og det bliver fra europæisk og ikke amerikansk side. Det er Zelenskyjs hovedkrav, fordi han frygter et senere russisk angreb. Derfor har Storbritannien og Frankrig taget initiativ til at etablere en Koalitionen af Villige, som skal etablere en såkaldt Genforsikringsstyrke med vestlige styrker i Ukraine, og som skal kunne gå aktivt ind i forsvaret af de ukrainske byer med fly og raketforsvar mod russiske raketter og droner. De skal altså være parate til at bruge magt mod russiske angreb. Styrken skal også sikre, at Ukraine får ro til at træde ind i EU.
Det er mildt sagt uklart, hvor mange lande, der vil indgå i styrken, og hvor aktive de i givet fald vil være. Ikke engang Danmark, der hjælper Ukraine intenst, har sagt endeligt ja.
Trump har holdt europæerne uden for forhandlingerne. Det har europæerne affundet sig med, selv om det vedrører den værste konflikt i Europa siden Den anden Verdenskrig.
Det viser, at det europæiske forsvar af Ukraine og dermed Europas vilje til at agere som stormagt virkelig kommer på en prøve.